mandag den 17. oktober 2011

Tjekliste: Er dit gasfyr klar til vinterdrift?

Vil du igennem vinteren uden hverken at fryse eller fråse, så brug denne tjekliste til at få styr på dit varmesystem.

1. Har du indstillet dit gasfyr til vinterdrift?
Har dit gasfyr klimastyring, skal du ikke gøre noget – klimastyringen sørger selv for at regulere produktionen af varme i forhold til temperaturen udenfor. Har dit gasfyr ikke klimastyring, skal du selv slå kedlen over på vinterdrift (som regel markeret på kedlen med et radiator-symbol). Ved at have fyret indstillet rigtigt sørger du for, at det kører mest effektivt og uden for mange starte og stop, der slider på det. Mærk efter på alle radiatorer, at de bliver varme.

2. Har du åbnet op for dine radiatorer?
Sæt termostaterne på 3,5-4, så der er fri gennemstrømning for vandet til at komme rundt og varme hele radiatoren op. På den måde udnytter du varmen bedst of får den bedste komfort. Får du brug for mere eller mindre varme, er det bedst for dit gasfyr og din pengepung at regulere temperaturen op og ned på fyret i stedet for på radiatorerne.

3. Bliver radiatorerne varme, som de skal?
Har du radiatorer, som ikke bliver ordentligt varme, kan det skyldes, at radiatorventilerne er ”groet fast”. Du kan motionere en ventil i gang igen ved at tage termostathovedet af og forsigtigt skubbe og trække i ventilstiften. Ingen varme i radiatorerne kan også skyldes, at der er luft i systemet. På naturgas.dk under ”Hold dit fyr i form” kan du se, hvordan du tømmer luft ud af dine radiatorer.

4. Har du tjekket vandtrykket på dit gasfyr?
Det er en god ide med jævne mellemrum at tjekke, om der er vand nok på din naturgasinstallation. For lidt vand kan give driftsforstyrrelser. På fyret sidder et manometer, hvor du kan aflæse vandtrykket. På de fleste gasfyr skal trykket være ca. 1,5 bar, men tjek det i brugsanvisningen. Kommer trykket under 1 bar, skal du fylde vand på – du kan se hvordan på naturgas.dk under ”Hold dit fyr i form”. Skal du fylde vand på mere end 2 gange om året, bør du få en vvs’er til at tjekke installationen.

Sparetips! Spar på gasregningen
Varme handler om komfort – og høj komfort kan godt hænge sammen med et lavt gasforbrug. Hvis du vælger at skrue temperaturen blot en grad ned, sparer du 5-6% på din gasregning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar